På flere af metalindustriens uddannelser er det muligt at afslutte sin uddannelse på trin 1. Det betyder, at en ufaglært medarbejder i metalindustrien kan få flere kompetencer og papir på det efter bare 1,5 år - nogle gange på kortere tid - afhængig af erfaring. For en allerede faglært i en anden branche kan en trin 1-uddannelse være vejen til et nyt arbejde i metalindustrien.
Man kan aldrig blive for gammel til at tilegne sig ny viden. -Mikael Jensen, automatikmontør hos Kroma
Kampagnen 'Et Trin Foran' fokuserer på uddannelserne til bearbejdningssmed, automatikmontør og industriassistent, hvor både virksomheder og medarbejdere fra flere virksomheder fortæller om deres positive erfaringer med trin 1. Som Mikael Jensen, automatikmontør hos Kroma, siger: - Man kan aldrig blive for gammel til at tilegne sig ny viden.
Den pointe bliver bakket op af Kasper Palm, formand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg og forbundssekretær i Dansk Metal:
- Vi mangler faglærte, og her spiller den voksne målgruppe en vigtig rolle. Fordelen ved netop trin 1-uddannelserne er, at du kan vælge at holde på trin 1 eller fortsætte og gennemføre en fuld erhvervsuddannelse. Uanset hvad du vælger, giver uddannelse nye og flere kvalifikationer og et godt afsæt i dit videre arbejdsliv, siger Kasper Palm.
Faglighed, arbejdsglæde og styrket produktion
Som arbejdsgiver er trin 1-uddannelserne en effektiv og hurtig vej til faglært arbejdskraft. På 1,5 år – og helt ned til to måneder – kan virksomheden opkvalificere sine medarbejdere, mens de bliver i virksomheden en stor del af tiden. En af de virksomheder, der har gode erfaringer med brugen af trin 1-uddannelser, er Sjørring Maskinfabrik, hvor HR-chef Colleen Vestergaard udtaler:
- Der er mange gevinster i det for begge parter. Det bidrager til at løfte kvaliteten og effektivisering af produktionen. Og vores medarbejdere ved godt, at vi har kunder, som stiller højere og højere krav til medarbejdernes kompetencer og færdigheder. Så der er både tale om jobsikring og faglig stolthed. Men vi uddanner jo også med øje for, at vi kan fastholde dygtige medarbejdere, som ønsker at blive hos os, lyder det fra Colleen Vestergaard i kampagnen.
Og netop kvalitet og fastholdelse kan appellere til, at flere virksomheder og voksne ufaglærte og faglærte fra andre brancher kan få øjnene op for de muligheder, der er med trin 1-uddannelserne.
- Manglen på faglært arbejdskraft er en udfordring mange steder i industrien. Trin 1-uddannelser i metalindustrien er en god og hurtig vej til at opkvalificere nogle af de medarbejdere, der allerede arbejder ufaglært i industrien og ønsker at dygtiggøre sig til glæde for både dem selv og virksomheden, fortæller Signe Tychsen Philip, næstformand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg og vicedirektør i Dansk Industri.
Kampagnen ’Et Trin Foran’ kører lige nu på YouTube, LinkedIn, Instagram og Facebook. Herudover er der produceret en række trykte materialer. Se mere på ettrinforan.dk
...der er både tale om jobsikring og faglig stolthed. - HR-chef Colleen Vestergaard
Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI), Dansk Metal, TEKNIQ Arbejdsgiverne og DI står bag denne kampagne. Kampagnen er finansieret af AUB-midler, der er en del af trepartsaftalen om flere lærepladser og entydigt ansvar.