Håndværk og teknik er kun for drenge – den myte blandt andre arbejder Boss Ladies for at gøre op med. For tekniske fag i industrien kan være meget kreative og appellere til piger lige så vel som til drenge.
Den 12. juni 2024 var 17 folkeskolepiger derfor inviteret til Grundfos i Bjerringbro, hvor der ventede et spændende program, der skulle give indblik i, hvordan man arbejder som industritekniker og fx betjener store, højteknologiske maskiner i en verdensomspændende produktion.
Vil gerne have flere kvindelige lærlinge
Hos Grundfos er de meget interesseret i at øge andelen af kvindelige lærlinge, og derfor er de meget positivt stemt over for tiltag, der potentielt kan sikre, at flere ansøger fra piger til deres lærepladser.
- Grundfos er begejstrede for samarbejdet med Boss Ladies, som giver os mulighed for at introducere unge piger til de spændende og kreative uddannelsesmuligheder inden for industrien, der er. Det er uddannelser, som er svære at præsentere og ikke mange kender til dem, derfor er det vigtigt at give de unge ideer til uddannelsesvalg og kendskab til Grundfos, siger Jesper Kvistgaard, Head of CSR hos Grundfos og medlem af Metalindustriens Uddannelsesudvalg, og fortsætter:
- Boss Ladies faciliterer konceptet, har kontakt til skolerne og forbereder forløbet, hvilket er noget, vi på Grundfos har svært ved, og derfor ser vi en stor værdi i det samarbejdet, siger Jesper Kvistgaard.
Fræsede lysestager
De 17 piger der fik sig en lidt anderledes skoledag, mødte kvindelige lærlinge og prøvede senere kræfter med maskiner. Her skulle de programmere cnc-fræsere til at lave lysestager, de kunne tage med hjem. En af dem var Hanan fra Vorrevangsskolen i det nordlige Aarhus.
- Jeg troede, det ville være kedeligt, og det virkede lidt svært i starten, men det endte med, at jeg godt kunne finde ud af det, siger Hanan fra 8. klasse på Vorrevangsskolen. Hun tilføjer:
- Det var spændende at bruge maskinerne og programmere, og det bedste var at gravere vores egen fyrfadslysestage, siger Hanan.
Metalindustriens Uddannelsesudvalg samarbejder med Boss Ladies, som er et nationalt forandringsprojekt, der siden 2018 har arbejdet for at udfordre stereotyper og skabe kulturforandringer på erhvervsuddannelsernes tekniske fag, i industrien, i bygge, anlægs- og installationsbranchen og i de maritime fag.
Arrangementet var finansieret af midler fra Trepartsaftalen om flere lærepladser og entydigt ansvar.