Siden 2003 har Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) i samarbejde med DI, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne uddelt ML-Prisen til nyudlærte lærlinge, der har gennemført en erhvervsuddannelse inden for metalindustrien.
Indstillingsvinduet til dette års pris lukkede den 15. juli kl. 23.59. Siden julimåned sidste år er over 200 lærlinge blevet indstillet til ML-prisen 2025.
For at komme i betragtning til ML-prisen skal lærlingen både være indstillet af erhvervsskolen og oplæringsvirksomheden, have fået 12 til svendeprøven og udmærket sig som en god kammerat og kollega.
I løbet af den næste måned vil de 25 modtagere blive endeligt udvalgt. Prismodtagerne bliver fejret ved en prisoverrækkelse den 24. oktober 2025.