Den 1. oktober gik en kampagne i luften, der skal styrke interessen for uddannelserne til plastmager, procesoperatør og industrioperatør. Kampagnen viser, hvordan man med de tre uddannelser kan være med til at lave konkrete produkter, som gør en stor forskel for rigtig mange mennesker.
- Som plastmager, procesoperatør eller industrioperatør kan man fx fremstille medicin, der redder liv, eller sørge for en sikker produktion af fødevarer, så maden, vi køber i supermarkedet, har en høj kvalitet. Derudover får man løn under uddannelsen, og der er en høj jobsikkerhed, når man er færdig. Det er kort sagt uddannelser med mening og muligheder, og det vil vi gerne sætte fokus på med kampagnen, lyder det fra Pia Maul Andersen, formand for Industriens Fællesudvalg og næstformand for 3F Industri.
En langvarig indsats
Kampagnen er en videreudvikling af den rekrutteringskampagne, som 3F Industri og DI har stået bag i 2021, 2022, 2023 og 2024. Og der er netop brug for en vedvarende indsats:
- Virksomhederne har brug for faglærte plastmagere, procesoperatører og industrioperatører, så de kan følge med efterspørgslen på f.eks. grønne løsninger, medicin, fødevarer og byggematerialer. Det er derfor, vi gør en særlig indsats for, at flere unge som voksne vælger disse erhvervsuddannelser og en spændende karriere i industrien i form af denne kampagne, som vi håber, I vil tage godt imod, fortæller Christine Bernt Henriksen, næstformand for Industriens Fællesudvalg og chefkonsulent i DI.
Mød kampagnen online
Kampagnen kører i perioden 1. oktober – 31. december på Metas platforme, YouTube, Reddit og Google.
Kampagnen er udviklet med midler fra Trepartsaftalen om lærepladser og entydigt ansvar fra 2020.
Læs mere om de tre uddannelser her: