Carsten Lundsdal Ny Emballage
18 maj 2026

Lærling blev problemløser: 3D-print får varerne frem uden bøvl

Da den lille sydsjællandske virksomhed AMP fik sin allerførste lærling, havde direktør Carsten Lundsdal ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at de skulle i gang med at 3D-printe. I dag har virksomheden fire 3D-printere i drift.

Topbillede: Ny, 3D-printet emballage designet af AMP's lærling.

- Det var ham, der kom og foreslog det, fortæller Carsten Lundsdal, direktør i virksomheden AMP, om hvordan deres procesoperatørlærling, Martin Nielsen, efter et par måneders læretid fik dem i gang med at 3D-printe og på den måde løste en transportudfordring.

Hos virksomheden AMP i Stensved på Sydsjælland producerer man hovedsageligt sprøjtestøbte komponenter til medicinsk udstyr, bl.a. til analyse af vævs- og blodprøver. Det er afgørende, at produkterne kommer frem til kunderne uden støv, ridser og pletter, og det stiller store krav til emballagen.

Et af de sensible produkter, som AMP producerer, er de sidste 10-15 år blevet fragtet til en kunde i Italien i en særlig genbrugsemballage, som kunden altså skulle sende retur. Ofte var emballagen beskadiget, og det førte til diskussioner om, hvis skyld det var. Derfor kom Martin på idéen med en 3D-printet engangsemballage. Idéen blev hurtigt til virkelighed:

-  Vi snakkede om, at bare vi dog havde en 3D-printer, og bare vi dog kendte nogen, der kunne programmere den, og bare vi dog kendte nogen, der kunne tegne i 3D. Så sagde Martin: ’Det kan jeg’. Vi prøvede ham lidt af, og det kunne han altså. Det har spillet lige siden, forklarer Carsten Lundsdal om den nye løsning, som kunden også er begejstret for.

Ledte efter en plastmager, men fandt en procesoperatør

Martin Nielsen er i gang med uddannelsen til procesoperatør, og han er den første lærling nogensinde hos AMP.

- Jeg mener, at det er en pligt, man har som arbejdsgiver – at sørge for, at de unge mennesker får en fornuftig uddannelse. Det skal man simpelthen være med til, siger Carsten Lundsdal om beslutningen om at ansætte en lærling.


Direktør i AMP Carsten Lundsdal.

AMP havde længe ledt efter en lærling, men med en lidt anden faglighed end Martins, nemlig en plastmagerlærling. Sådan en viste sig imidlertid at være svær at finde. Da Carsten Lundsdal en dag besøgte en jobmesse, foreslog en faglærer ham i stedet at gå efter en procesoperatørlærling. Og pludselig en dag ringede Martin og spurgte, om han måtte arbejde hos dem.

- Jeg havde en forventning om, at vi ville få nogle nye input, som vi kunne bruge i det daglige. Og det har vi fået. Vi lærer noget – ikke hver dag – men vi lærer noget ofte. De unge mennesker kan altså noget, som vi andre ikke kan, blandt andet med en computer, og det nyder vi kæmpestor fordel af, siger Carsten Lundsdal om erfaringerne med at have en lærling og fortsætter:

- Han er virkelig god, og så er han et friskt pust. Vores anciennitet og gennemsnitsalder er meget høj, og når der kommer sådan en ung fyr ind, så sker der altså noget. Alle liver lidt op.

DI og 3F står bag uddannelsen til procesoperatør. Læs mere om uddannelsen længere nede på siden.

Sådan får din virksomhed en lærling

  1. Din virksomhed skal godkendes som oplæringsvirksomhed
    Ansøg her
  2. Find en lærling
    lærepladsen.dk kan din virksomhed få overblik over elever, der søger en læreplads, og tage direkte kontakt eller oprette et stillingsopslag.
  3. Din virksomhed og lærlingen skal lave en skriftlig uddannelsesaftale
    Aftalen fungerer som en ansættelseskontrakt.
    Læs mere her
  4. Din virksomhed og erhvervsskolen skal lave en uddannelsesplan
    Den beskriver, hvad lærlingen skal lære i hhv. virksomheden og på skolen.
    Læs mere her

Kilde: lærepladsen.dk

 

Hvilke fordele ser virksomheder ved at have lærlinge?

  • 95%: Uddannelse af fremtidige medarbejdere
  • 79%: Det er en del af vores virksomhedskultur og værdier
  • 49%: Det skaber stolthed på arbejdspladsen
  • 47%: De er gode ambassadører for virksomheden og faget
  • 46%: Frisk energi og nye ideer
  • 11%: Øget produktivitet
  • 2%: Andet
  • 0%: Ingen fordele

Kilde: DI Lærepladsfællesskabets medlemsundersøgelse maj 2025

 

Hvad er en procesoperatør?

  • En procesoperatør kan arbejde med alle former for produktion, fx fremstilling af medicin, fødevarer eller bæredygtig energi.
  • Procesoperatørens opgave er at overvåge og vedligeholde automatiserede maskiner og udstyr i produktionen og at forebygge og løse tekniske problemer. På den måde sørger procesoperatøren for, at produktionen kører effektivt og sikkert.
  • Det tager typisk 3,5 år at blive procesoperatør. Er man fyldt 25 år, kan uddannelsen være kortere.

Læs mere på hands-on.dk

Kilde: UG.dk og hands-on.dk

Kontakt os gerne og hør nærmere

Karen Juul Thomsen

Chefkonsulent

Telefon

33 77 91 71

Mobil

22 93 29 98

E-mail

kjt@iu.dk