Industriens Uddannelser scanner løbende AMU-kataloget igennem, så flest mulige kurser understøtter den grønne omstilling i en positiv retning. Det har nu ført til udviklingen af et kursus i additiv fremstilling, da det bl.a. kan bruges til at strømline produktionen og minimerer miljøbelastningen. Kurset er blevet udviklet i samarbejde med AMU Fyn og med bistand fra AM Hub
Ved at bruge 3D-print kan faglærte og ufaglærte fremstille og printe emner til produktionen lag på lag, fremfor at fræse, dreje og bore emner ud af en materialeblok. På den grønne bundlinje er der også fordele at hente, da 3D-print kan minimere behovet for lagerbeholdning og miljøbelastningen fra transport.
Louise Heiberg Lund, chefkonsulent i Industriens Uddannelser glæder sig over det nye AMU-kursus, som mange faglærte og ufaglærte forhåbentlig vil deltage på.
- Vi er glade for, at vi endelig kan lancere dette 3D print AMU-kursus. Vi arbejder dedikeret for at udvikle kurser, der skal understøtte medarbejderne i industrien og bidrage til den grønne omstilling. Derfor er kurset ’additiv fremstilling’ et naturligt og nødvendigt kursus at have i AMU-kataloget, siger Louise Heiberg Lund, chefkonsulent i Industriens Uddannelser.
3D-print skaber en bæredygtig produktion
Man kan 3D-printe i mange materialer - også i materialer, som er mindre miljøbelastende. Virksomheder, som bruger 3D-print, oplever mindre spild ved denne metode, da der kun bruges det materiale, der er behov for og var tiltænkt.
Additiv fremstilling i form af 3D-print er derfor et vigtigt værktøj til at skabe en mere bæredygtig produktion og derigennem styrke de danske fremstillingsvirksomheder.
Du finder en oversigt, hvilke skoler som kan udbyde kurset HER
Første kursushold starter op d. 28. september og har følgende fag nr.: 21098. Det er muligt at tilmelde sig kurset fra uge 27.