Uge 50 Girl Boss Garage
10 december 2024

Metalindustrien er for alle: Nu inviterer metalvirksomheder endnu flere piger indenfor

Store virksomheder i industrien åbner døren for piger allerede i folkeskolen for at åbne deres øjne for en attraktiv og vigtig karrierevej.

“Metalfag er kun for drenge”. En desværre gængs fordom som projektet Boss Ladies i samarbejde med Metalindustriens Uddannelsesudvalg løbende arbejder for at punktere.

Et af Boss Ladies’ initiativer er Girl Boss Garage, hvor store virksomheder som Grundfos, Danfoss og MAN Truck and Bus åbner dørene for folkeskolepiger.

Og nu sker det igen. Den 12. december er Grundfos for fjerde gang vært for et Girl Boss Garage-event. I alt har Girl Boss Garage givet 49 folkeskolepiger fra Aarhus og Randers mulighed for at prøve kræfter som industriteknikere og værktøjsmagere. Denne gang er er det 13 elever fra Randers. Undervejs bliver de undervist af Grundfos’ kvindelige lærlinge, der kan aflive mange myter om metalfagene.

- Det er vigtigt, at vi fortsat arbejder med den fortælling, der knytter sig til vores uddannelser. Med en uddannelse og et job i metalindustrien skal du både kunne arbejde praktisk, kunne tænke i løsninger og samarbejde på tværs af faggrupper. Jeg er glad for, at vi i samarbejde med Boss Ladies, i endnu højere grad kan få vist kvinder, at en teknisk faglig uddannelse er lig med gode lærepladser og gode karriere- og videreuddannelsesmuligheder i et kreativt miljø, udtaler Peter Faber, formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og forbundssekretær i Dansk Metal.

Industrimaskiner kan også lave lysestager

Og netop industriteknikerfaget faldt i god jord hos flere af pigerne ved et tidligere besøg. For flere af pigerne blev det tydeligt, at der er gode muligheder for at udfolde sine evner inden for kreativitet og design. De programmerede nemlig industrimaskiner til at lave lysestager, som pigerne fik med hjem.

- Jeg skal vise den lysestage, vi har lavet i dag på Grundfos til min far, så han kan se, at jeg også godt kan finde ud af håndværk, lød det efterfølgende fra Josefine på 14 år.

Fortællinger om uddannelserne

Metalindustriens uddannelser tiltrækker i dag flere drenge end piger. Det skal der gøres op med for industriens uddannelser er for alle.

Også hos Grundfos bakker de op om den dagsorden. Her handler det ikke blot om at tiltrække arbejdskraft og lærlinge til egen biks. Som stor virksomhed handler det også om at tage et socialt ansvar for hele branchen.

- Hos Grundfos vil vi gerne vise de mange facetter af vores fag, som pigerne måske ikke kender til. De færreste ved det, men som industritekniker skal man både være problemløser, tænke kreativt og bruge sine matematiske evner. På den måde kan vi forhåbentlig inspirere flere piger til at se sig selv i metalfagene fremover, siger Morten Lyneborg Mortensen, Instruktør og oplæringsansvarlig i industriteknikerfaget, Grundfos.

Metalvirksomhederne bakker op

Girl Boss Garage-initiativet bliver også mødt med begejstring fra Dansk Industri.

- Der er masser af lærepladser, gode jobs i vente og mulighed for at gøre en afgørende forskel i den grønne omstilling. Vi har brug for alle typer af kompetencer i metalindustrien, og det er derfor afgørende, at vi fortsat har fokus på også at rekruttere kvinder. Derfor glæder det mig, at vi i en fælles indsats med organisationer, virksomheder, skoler og Boss Ladies sammen arbejder for at give flere unge indsigt og forståelse for de fantastiske muligheder, som metalindustriens uddannelser rummer med blandt andet projektet Girl Boss Garage, siger Signe Tychsen Philip, næstformand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg og vicedirektør i Dansk Industri.

At metalvirksomhederne bakker op om initiativet og inviterer unge piger indenfor og viser deres fag frem på nye og inspirerende måder glæder direktør for Divérs og stifter af initiativet Boss Ladies, Nina Groes:

-Vi ved, at navnlig piger sjældent får en ordentlig introduktion til de teknisk faglærte fag i grundskolen samtidig med, at de desværre ofte har en misforstået idé om, at håndværk ”kun er for drenge”. Derfor er vi utroligt glade for, at vi sammen med Grundfos og deres kvindelige lærlinge kan skabe en dag, der gør en ellers abstrakt branche sjov og spændende og samtidig giver pigerne en oplevelse af, at her er noget, de er virkeligt dygtige til. På den måde skaber vi med Girl Boss Garage et vigtigt supplement til den klassiske uddannelsesvejledning.

Kontakt os gerne og hør nærmere