Procesoperatørkonkurrencen DM i Skills
01 februar 2023

Procesoperatørernes konkurrence er ikke som de andre på Skills

Konkurrencen for procesoperatører på DM i Skills er helt sin egen. Her dyster deltagerne i teams. Konkurrencen er lavet sådan for at afspejle virkeligheden, hvor de fleste procesoperatører netop arbejder i teams.

”Må den bedste deltager vinde” - Sådan vil de fleste lykønskninger lyde til DM i Skills, der starter i denne uge. Men ikke til procesoperatørkonkurrencen, for her dyster procesoperatøreleverne i teams - fire i alt med tre personer på hver.

Og det gør konkurrencen helt unik i forhold til de andre på Skills, hvor det er de individuelle præstationer, der udmunder i den endelige kåring.

- Der er kun én vinder i de andre konkurrencer, men hos procesoperatørerne vinder hele teamet for den samlede indsats. Setuppet er lavet, fordi de fleste procesoperatører (på virkelighedens arbejdspladser, red.) arbejder i teams på to-tre mand og sammen løser arbejdsopgaverne, siger Svend Christian Christensen, faglærer på procesoperatøruddannelsen på ZBC, og fortsætter:

- Det handler om, at alle i teamet ved lige meget. Det hjælper ikke noget, hvis der kun er en af konkurrencedeltagerne, der står ved anlægget, mens de andre to bare står og kigger. Deltagerne er nødt til at aftale, hvem der gør hvad, siger Svend Christian Christensen.

Tavlemøde til problemløsning

At konkurrencen bliver afviklet i teams betyder, at deltagerne skal vise, at de kan planlægge og fordele arbejdet imellem sig, og det er der lagt endnu mere vægt på i år i sammenligning med sidste år, hvor faget havde sin debut som konkurrencefag.

- Deltagerne skal fordele opgaver imellem sig, og så ser vi rigtig gerne, at de holder tavlemøder til problemløsning, hvor de bruger lean-værktøjet. De er tvunget til at optimere og få et overblik over, hvad de skal, siger Svend Christian Christensen, der udover at være faglærer også er dommer i konkurrencen.

Deltagerne skal oplære modstanderne

Procesoperatørkonkurrencen adskiller sig også fra de andre Skills-konkurrencer på et andet punkt. Hvor fx smedene og karrosseriteknikerne er konkurrenter helt til sidste slutfløjt, er procesoperatørdeltagerne faktisk afhængige af deres modstandere. De fire teams skal nemlig oplære hinanden i deres respektive procesanlæg, og det betyder også, at de ikke kan træne op til Skills på samme måde som andre fags deltagere kan.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Karen Juul Thomsen

Uddannelseskonsulent

Telefon

33 77 91 71

Mobil

22 93 29 98

E-mail

kjt@iu.dk