VELUX Jan Thimm Nordgaard Christina Mølholm1
02 juli 2024

Efter Hands-on’s besøg: Hver femte medarbejder i produktionen har taget grøn efteruddannelse

Hver femte medarbejder i produktionen på VELUX’ fabrik i Skjern har taget grønt AMU-kursus. Og nu efterspørger de ansatte endnu mere efteruddannelse.

Virksomheden VELUX, der har hjemme i Skjern, deltog i vinteren 2023 i projektet ’Grøn Besked’, hvor flere virksomheder i samarbejde med Hands-on og lokale erhvervsskoler satte fokus på grønne AMU-kurser.

VELUX lagde hus til kick-off arrangementet, hvor 170 medarbejdere fra produktionen deltog og fik en snak om grøn efteruddannelse. Efter arrangementet har 20 pct. af de ansatte i produktionen på fabrikken i Skjern været på et grønt AMU-kursus, og kursusaktiviteten har medført en stigende efterspørgsel på endnu mere efteruddannelse blandt de ansatte generelt.

- Vi har for alvor fået øjnene op for mulighederne for efteruddannelse. Særligt de grønne fag men også de almene fag som dansk og matematik bliver efterspurgt. Vores interne kompetenceudvalg undersøger nu, hvad det kræver at få nogle faste hold etableret. Interessen for efteruddannelse er stor både fra ledelsens og medarbejdernes side, fortæller Jan Thimm Nordgaard, produktionschef hos VELUX.

Tillidsrepræsentant går forrest

En af bannerførerne for både grønne kurser og efteruddannelse generelt er Christina Mølholm, der er Tillidsrepræsentant på VELUX. Christina Mølholm har selv deltaget i de grønne kurser, så hun kunne være sikker i sin anbefaling af kurserne til sine kolleger.

- Det handler om at gøre forarbejdet; være parat til at fortælle om kurserne og selv have interessen for uddannelse. For mig er det vigtigt som tillidsrepræsentant at gå forrest. Hvor det tidligere har været Tordenskjolds soldater, der har valgt uddannelse til, er det nu blevet meget mere på tværs af funktioner og lokationer. Og det skaber en fed synergieffekt på tværs af afdelingerne. Helt lavpraktisk har vi også kunne bruge kurserne privat i forhold til den viden, vi har fået om fx affaldssortering og genbrug, og så har vi fået ændret arbejdstiderne, så flere kan køre sammen på arbejde, fortæller Christine Mølholm. 

Nyt udvalg skal kvalificere grønne ideer

Både Christina Mølholm og Jan Thimm Nordgaard fortæller, hvordan medarbejderne kommer tilbage fra kurserne og har lyst til at implementere de nye ting, de har lært, med det samme. Så efteruddannelse stiller krav både til medarbejdere og ledelse, og det er noget, virksomheden skal øve sig på.

- Efteruddannelse kaster lys over forbedringsmuligheder – og det er fedt. Men det kan være svært at håndtere ved siden af de andre planer og fokusområder, vi også har. Her er det vigtigt, at vi løbende får samlet op og implementeret de gode ideer, medarbejderne får med hjem fra kurserne, siger Jan Thimm Nordgaard.

Lige nu arbejder de i VELUX blandt andet på at få etableret et grønt udvalg, hvor ledelse og medarbejdere kan mødes og kvalificere de ideer, der opstår på baggrund af blandt andet de grønne AMU-kurser.

Læs mere om ’Grøn besked’ og de grønne kurser, som VELUX har taget her: https://hands-on.dk/aktuelle-kampagner/bliv-klaedt-paa-til-den-groenne-omstilling

Kontakt os gerne og hør nærmere

Rasmine Reeh

Chefkonsulent

Telefon

33 77 91 39

Mobil

30 90 12 77

E-mail

rre@iu.dk