52663965532 Fc99dddd08 K
16 april 2024

IU’s guide til DM i Skills 2024

48 konkurrencefag, 35 demonstrationsfag og mere end 50.000 besøgende på blot få dage. Er det svært at overskue, hvor du skal starte og slutte til årets største uddannelsesvent? Frygt ej – vi har lavet en guide til dig.

Det årlige danmarksmesterskab for erhvervsuddannelser finder sted i Roskilde – nærmere bestemt på Roskilde Dyreskueplads d. 18.-20. april 2024.

Her følger en guide til, hvad du kan opleve på Skills i relation til Industriens Uddannelsers, som holder til i Telt 2.  

Først og fremmest skal du huske at se åbningsceremonien, som finder sted allerede onsdag d. 17. april fra 19.00-20.15 i Sceneteltet.

55 lærlinge og elever fra industriens 10 konkurrencefag skal vise deres ypperste indenfor præcision, innovation, hurtighed og meget andet for at komme øverst på skamlen i lige netop deres fag. Mens de gør det, er der masser af spændende aktiviteter i Industriens telt.

Prøv, mærk og føl vores uddannelser

I den ene ende af Telt 2 finder du industriens fælles Prøv-Mærk-Føl-stand, hvor der alle dage vil være aktiviteter.

Her kan du prøve mekanikerfaget ved at kaste dig ud i at reparere en gocart-motor. Du kan støbe din egen raketdel, lave dine egne solbriller med plast, få udrykningsblinkene til at virke på en elbil eller prøve at svejse med VR-briller.

Elsker du hunde? Så kan du møde Spot, som er vores helt egen robothund, der laver seje moves på forhindringsbanen.

Du har også mulighed for at lave dit eget kunstværk ved at modellere og forme plastik med dine hænder. Du kommer altså ikke til at kede dig, når du kigger forbi det fælles Prøv-Mærk-Føl-område i Telt 2.

Den grønne stand med MEGET chokolade på højkant

I Telt 2 finder du også Industriens grønne stand, som er med for tredje år i træk.
Hvis du har hang til chokolade, er det værd at kigge forbi standen, hvor du kan være heldig at vinde en Toms kæmpe Guldbarre. Først skal du svare på et par spørgsmål, og måske får du brug for at tage en snak med vores lærlinge fra branchen, der repræsenterer vores uddannelser. Vores lærlinge på procesoperatøruddannelsen står klar til en snak, mens de brygger en kop kaffe lavet på hjemmeristede bønner til dig.

Rumstanden

På standen “Job i Rumindustrien” er der mulighed for at møde lærlinge, som til dagligt arbejder med rumfart. Der kommer rummerchandise på højkant, og man kan lave rumaktiviteter med Science-vært Lasse Winther. Der er også mulighed for at lave dine egne rumvæsen-antenner og bygge din egen raket med Plus-Plus.

TV-vært Christian Degn besøger automatiteknikerne

Oplev Hænder & Hjerner - en ny og sjov dyst med TV-vært Christian Degn i spidsen.

Kom og se, når tilfældige Skills-gæster skal dyste mod hinanden i fag, de intet aner om. De bliver guidet af erfarne fageksperter – som har hænderne bundet på ryggen! Der er underholdningsgaranti, når Christian Degn og hans team stiller op til dyst og dialog om DM-konkurrencerne under DM i Skills.

Aktiviteten 'Hænder & Hjerner' besøger automatikteknikerstanden fredag den 19. april kl. 10.05. 

Strik dit eget program sammen

Som noget nyt har SkillsDenmark lavet en hjemmeside, hvor du kan læse alt om de forskellige fags aktiviteter og Prøv, mærk og føl-stande. Du kan endda finde tidsintervaller for, hvornår der sker noget særligt på fx industriteknikerstanden. Se mere her, hvor du også kan finde et interaktivt kort her

Det praktiske

Der er gratis adgang alle dage. SkillsDenmark og Roskilde Kommune forventer over 50.000 besøgende i løbet af de tre dage, eventet varer.

Adressen er Dyrskuepladsen i Roskilde, Darupvej 19, 4000 Roskilde. 

Åbningstider:
Torsdag den 18. april kl. 08.00-17.00
Fredag den 19. april kl. 08.00-17.00
Lørdag den 20. april kl. 08.00-14.00

Der er gratis parkering på parkeringsområdet på Darupvej

Hvis du vil se hele SkillsDenmarks program for dagene her.

Du finder Industriens Uddannelsers Telt 2 ved den gule markering på billedet her: 

Kort over Skills24

Kontakt os gerne og hør nærmere

Janni Sønderup Jaqué

Projektleder

Telefon

33 77 91 81

Mobil

21 94 53 57

E-mail

jsj@iu.dk

Anne Witt Thomsen

Administrativ medarbejder

Telefon

33 77 91 60

Mobil

30 90 54 74

E-mail

awt@iu.dk