Navn: David Spicker Bruhn
Alder: 21 år
Uddannelse: Elektronikfagtekniker
Virksomhed: Udlært fra TERMA i 2024
Skole: Aarhus Tech
Hvorfor valgte du at uddanne dig til elektronikfagtekniker?
- Jeg har altid gerne ville være en form for opfinder. Herudover har jeg været spejder hele mit liv. I spejdermiljøet mødte jeg mange mennesker med en praktisk baggrund. Her fik jeg en masse håndværkerberetninger, som gjorde, at jeg fik blod på tanden til at gå den vej. Senere fik jeg kendskab til elektronikfagteknikeruddannelsen, da jeg tilbragte tid sammen med fritidsorganisationen, Coding Pirates, der arbejder med elektronik. De introducerede mig for uddannelsen, og som 16-årig flyttede jeg til Aarhus for at starte på uddannelsen.
Hvordan bruger du din værnepligt i Flyvevåbnet til at forberede dig til EuroSkills 2025?
- Frem mod Europamesterskabet talte jeg med folk tæt på mig, hvordan jeg bedst kunne forberede mig til mesterskabet. Her talte vi os frem til, at Forsvaret er absolut et af de bedste steder at blive uddannet til at konkurrere. Det gælder både den fysiske såvel som den mentale træning, man får. Heldigvis passede det med Flyvevåbenets basisuddannelse, der varer fire måneder, og som har afslutning cirka tre måneder, før konkurrencen starter.
I TERMA arbejder vi med avancerede elektroniske systemer til forsvarsindustrien. Derfor hænger det godt sammen med værnepligten, da jeg har arbejdet med systemer til netop kampfly og landbaserede radarsystemer, som begge bliver brugt i forsvarsindustrien. Derfor var det meget naturligt, at jeg skulle i Flyvevåbenet.
Hvad arbejder man med som elektronikfagtekniker?
- Som elektronikfagtekniker arbejder man med produktion, kvalitetskontrol, tests, reparation og udvikling af forskellige elektroniske systemer. Det kan f.eks. være et motherboard til en computer eller elektronik til fx et fjernsyn eller betjeningen til tv’et. Hos TERMA har jeg primært arbejdet med udvikling af prototyper.
Vejen til EuroSkills 2025
Hvordan blev du valgt til at repræsentere Danmark i EuroSkills?
- Jeg deltog i Danmarksmesterskaberne i elektronikfagtekniker i september sidste år. Min chef og tidligere erhvervsskole på Aarhus Tech prikkede til mig og spurgte, om jeg ikke ville stille op. Så tog jeg afsted og vandt konkurrencen.
Hvordan føltes det at blive udtaget?
- Det føles helt vildt. Da jeg var til første landsholdssamling med SkillsDenmark og fik dannebrogsflaget på venstre skulder, der kunne jeg godt mærke, at det her er kæmpestort.
Hvordan ser du på konkurrencen – som en udfordring, mulighed eller noget helt tredje?
- Jeg tror, at konkurrencen bliver en spændende udfordring i forhold til at dyrke mit eget fag på konkurrenceplan. Det med at skulle terpe ting igennem så mange gange frem mod konkurrencen, og så kun har det ene skud i bøssen til selve konkurrencen, det tror jeg bliver noget af det mest lærerige og spændende, jeg kan komme ud for.
Hvordan forbereder du dig til konkurrencen, udover værnepligten?
- Udover værnepligten træner jeg med mentorer fra Aarhus Tech og bruger mine kontakter fra TERMA til at få adgang til elektronikværksteder på flyvebasen.
Passion og faglig stolthed
Er der noget specifikt ved dit fag, du er særlig stolt af? Fx et projekt, du har arbejdet på, eller en færdighed, du har udviklet?
- I 2023 vandt jeg med TERMA årets innovative læreplads med et projekt, som jeg havde stået for. I projektet lærte vi at bruge en lasergraveringsmaskine til at lave elektroniske printkort og udviklede en teknik til at kunne gøre det på en helt ny måde. Det er et projekt – både i udførslen og resultatet - som jeg er superstolt af.
Hvordan tror du, at EuroSkills kan hjælpe med at ændre folks opfattelse af erhvervsuddannelserne?
- Jeg tror, at EuroSkills kan være med til at vise, hvor vanvittigt dygtige de, der tager en erhvervsuddannelse, er, og hvor krævende deres fag faktisk er.
Hvad synes du, er det vigtigste, folk skal vide om dig som deltager i EuroSkills?
- Folk skal vide, at selvom jeg går op i konkurrencen, så er det vigtigste for mig stadigvæk faget. Det er det at kunne kalde mig elektronikfagtekniker, der betyder allermest for mig.