Uge 26 Frida Byrgiel Foli EuroSkills 2025
24 juni 2025

Mediegrafiker Frida er god til at få idéer. Så god, at hun nu skal til EuroSkills

Når Frida får en opgave, skriver hun alle idéer ned, også de skøre og mærkelige. ”I starten handler det om at give plads til det hele,” siger hun. Fridas metode er velafprøvet. Til EuroSkills er hendes mål at stole på sine evner.

Navn: Frida Byrgiel Foli
Alder: 23 år
Uddannelse: Mediegrafiker
Virksomhed: Digital Juice
Skole: Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier
Konkurrence: Graphic Design Technology (mediegrafiker)

Hvad laver en mediegrafiker?

- Det er meget bredt og også meget blandet, men en mediegrafiker laver alt, hvad en virksomhed skal bruge til at markedsføre sig. Det kan fx være tryksager som plakater og foldere og digitalt materiale som fx hjemmesidedesign, videoer og indhold til sociale medier.

Hvorfor valgte du denne uddannelse?

- Jeg har altid godt kunnet lide at være kreativ og skabe ting. Da jeg var yngre, lavede jeg videoer og tog billeder. Hvis vi skulle lave en fremlæggelse i skolen, ville jeg gerne arbejde med, hvordan tingene skulle præsenteres. Efter skolen startede jeg på FGU. Jeg var på et medie- og kommunikationsværksted, hvor jeg også lavede grafisk arbejde. Her fik jeg lov til at være kreativ og finde på idéer. Det var, som om det passede helt perfekt til mig.

Var der noget, der overraskede dig, efter du startede på uddannelsen?

- Det overraskede mig, hvor megafedt det er – hvor fedt det er at have tid til at sidde og nørde, og hvor fedt det kan være at gå i skole. Og så overraskede det mig, hvor bredt det er, og hvor meget vi egentlig lærer.

Hvad er det bedste ved dit fag?

- Jeg kan godt lide processerne. At starte på et papir med en skitse eller en brainstorm og så til sidst have et færdigt produkt. Lige nu er jeg på skole, og vi er i gang med at lave en hel kampagne. Jeg startede med at finde på en idé og et kampagnenavn, og nu sidder jeg så og producerer en video og en plakat med logo på, hvor jeg har lavet det hele fra bunden. 

Hvis du mødte en person, der var i tvivl, om han/hun skulle vælge din uddannelse, hvad ville du så sige til ham/hende?

- Jeg ville sige, at jeg selvfølgelig synes, de skal gøre det, hvis de har en interesse for det. Hvis lysten er der, så tror jeg kun, det kan blive godt – men man skal også være klar på, at man virkelig skal ville det, og man skal også kæmpe for det. Det kan også være hårdt nogle gange. 

Hvad er din rolle hos Digital Juice, og hvad er dine primære opgaver?

- Det har været meget blandet. Jeg har lavet mange videoer til bl.a. sociale medier. Jeg har også været med til at lave små foldere og produktmagasiner, og jeg tager også billeder nogle gange. 

Er der noget, du har fået særlig ros for at være god til?

- Min chef siger, at jeg er meget hurtig til mit arbejde. Min lærer siger, at jeg er god til bare at komme i gang – at få en idé hurtigt og så følge den.

Hvad gør du for at få idéer?

- Når jeg får en opgave, hvor jeg skal finde på noget, er det vigtigt for mig at notere alle idéer ned, også de lidt skøre og mærkelige. I starten handler det om at give plads til det hele. Jeg er ret god til at finde på alt muligt. Så kan man bagefter vælge ud eller finde på noget helt andet. 

Hvor meget fylder bæredygtighed i din uddannelse og dit arbejde?

- På uddannelsen får vi undervisning i bæredygtighed. Der er meget, man kan tænke på, især i forhold til emballagedesign, materialevalg, og hvordan man kan mindske spild. Jeg synes, det er rigtig fedt at tænke bæredygtighed ind i de ting, jeg laver – og jeg synes nærmest, at jeg kommer til at tænke på det automatisk. Hvis jeg sidder med en opgave og tænker, at der skal produceres en hel masse flyers, er det naturligt at overveje, om der findes en bedre løsning.

Hvordan havde du det, da du fik at vide, at du skulle med til EuroSkills?

- Fuldstændig vildt. Jeg var på arbejde, men det var meget svært at sætte sig ind og arbejde videre bagefter. Jeg endte med at spørge min chef, om jeg måtte gå hjem lidt før. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om noget.

Hvordan er du blevet så god til dit fag, at du nu skal med til EuroSkills? 

- Jeg er meget nysgerrig på mit fag og vil gerne lære mere – og så er jeg stædig. Jeg kan sidde og arbejde i meget lang tid og glemme alt om tid og sted, fordi der er noget, der bare skal lykkes. 

Hvad gør du for at forberede dig til EuroSkills? 

- Jeg har møde med min træner cirka en gang om ugen, hvor vi aftaler, hvad jeg skal fokusere på. Jeg har bl.a. løst opgaver fra tidligere EuroSkills, og jeg er begyndt at dykke mere ned i nogle programmer, jeg skal bruge.
- Jeg har også lige været af sted til de finske Skills-mesterskaber som gæstedeltager. Jeg har ikke været til nogen konkurrencer før, så det blev hurtigt aftalt, at jeg skulle med til en konkurrence, og det blev så i Finland. Jeg var af sted med min egen træner og ekspert og så tre andre danske deltagere og deres teams.

Hvordan var det at deltage i de finske Skills-mesterskaber?

- Det var en virkelig stor oplevelse at være med til en konkurrence. Jeg fik rigtig meget ud af det. Først og fremmest hvordan det er at være med i en konkurrence, hvordan man skal arbejde, og hvordan det føles, når tidspresset er der, og hvor svært det kan være. Så der er mange ting, vi kan tage med i den træning, der kommer nu.

Hvad var det bedste ved at være i Finland?

- Det var sammenholdet i den gruppe, jeg var af sted med. Det var virkelig fedt at opleve, og det fik mig til at glæde mig endnu mere til EuroSkills. Der tror jeg, det bliver et endnu vildere sammenhold. 

Hvordan gik det? 

- Jeg dystede mod de andre gæstedeltagere i min disciplin. Der var to andre, og jeg fik en andenplads ud af os tre og var kun tre point fra førstepladsen. Jeg var meget tilfreds med min placering. Det havde jeg ikke lige regnet med, fordi det var min første konkurrence, og opgaverne mindede ikke om dem, jeg har trænet med.

Hvad betyder det for dig, at du skal deltage i EuroSkills?

- Det betyder ret meget for mig. Jeg har været lidt i tvivl om, hvad jeg skulle synes om det hele, men da jeg fandt ud af, det var mig, der skulle med, faldt det hele på plads. Nu er jeg virkelig taknemmelig for, at jeg skal med, og for de oplevelser, jeg får. Det betyder mere og mere for mig, og jeg glæder mig mere og mere.

Hvad glæder du dig mest til?

- Jeg glæder mig nok mest til sammenholdet på landsholdet, og at det er en oplevelse, vi får sammen. Og så at mærke stemningen, nu vi er i Danmark. Jeg tror, der kommer til at være en vildt fantastisk stemning.

Er der noget, du er særligt spændt på eller nervøs for?

- Jeg er lidt nervøs for, hvordan jeg kommer til at reagere, når det virkelig gælder. Det kan man aldrig forberede sig helt på. Da jeg var til de finske mesterskaber, havde jeg jo den indstilling, at det bare var træning, og at det ikke betød så meget. 

Hvad er dit mål?

- Mit mål er at nyde det og stole på mine evner. 

Frida er fagatlet fra Grafisk Uddannelsesudvalg v. HK Privat, Dansk Erhverv og Grakom.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Martin Liebing Madsen

Afdelingschef

Telefon

33 77 91 41

Mobil

21 21 88 16

E-mail

mlm@iu.dk

Marcus Wennberg Hauerslev

Kommunikationskonsulent

Telefon

33 77 91 20

Mobil

30 90 33 24

E-mail

mhb@iu.dk