Metalindustriens Uddannelsesudvalg uddeler netop nu legater til lærlinge, der skal udstationeres i Tyskland som en del af deres oplæring i en dansk virksomhed. Dermed kan Dansk Industri, Dansk Metal og TEKNIQ sammen give både virksomheder og lærlinge en unik mulighed for at udveksle viden, få international erfaring og styrke faglige kompetencer med udstationering i udlandet.
Indblik i en helt anden verden
De to lastvognsmekanikerlærlinge Krestian Kenneth Nielsen og Emil Christensen, som til daglig er i lære hos Ejner Hessel A/S i Vejle, har allerede gjort brug af muligheden. De har begge været udstationeret på virksomheden FFG Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft mbH i Flensborg.
- På mit ophold i Flensborg fik jeg nogle nye erfaringer og et indblik i helt anden verden, end hvad jeg befinder mig i til daglig. De arbejder på en helt anden måde i Tyskland, så har været sjovt og spændende at opleve, siger Emil Christensen.
Udlandsophold inspirerer unge til at vælge erhvervsuddannelser
MI’s Erasmus+ legater giver økonomisk støtte til lærlinge i metalindustrien, der vil gribe muligheden for at få international erfaring, mens de er under uddannelse. En mulighed, som kan inspirere flere unge til at tage en erhvervsuddannelse i industrien.
- Vi vil gerne bidrage til, at Emil og Krestian får mulighed for at komme afsted og bruge deres svendebrev uden for landets grænser. Og så handler det for os i lige så høj grad om at vise andre, der overvejer at gå i gang med en erhvervsuddannelse, at man kan komme til udlandet som en del af uddannelsen,” siger Jesper Brahm, HR-chef hos Ejner Hessel.
Som lærling i metalindustrien, der skal udstationeres, kan man allerede nu ansøge om et legat, der dækker udgifterne til indkvartering under udstationering i Tyskland. MI arbejder desuden på, at det bliver muligt at blive udstationeret i andre lande.
Har man som lærling eller virksomhed endnu ikke har fundet en udstationeringsmulighed i Tyskland, har man lige nu chancen for en måneds udstationering hos den tyske virksomhed Krones.
Kontakt MI’s internationale konsulent for at ansøge om legatet – eller for at høre mere om jeres internationale muligheder.