COLOURBOX64288364
03 marts 2025

Nu kan industriens medarbejdere blive dygtigere til AI prompting

God, brugbar og relevant hjælp fra en AI kræver, at man som bruger kan skrive de rigtige spørgsmål og anmodninger til den kunstige intelligens på de rigtige måder. Det nye AMU-kursus ’Brug af AI prompting i industrien’ klæder industriens faglærte og ufaglærte medarbejdere på til netop dette.

Evnen til at skrive effektive prompts var en af de kompetencer, der blev fremhævet i analysen ’AI og fremtidens kompetencekrav til faglærte og ufaglærte i industrien’, som 3F Industri, DI og Dansk Metal fik udarbejdet i efteråret 2024.

Læs analysens konklusioner her

Nu er der sat handling bag analysens konklusioner med et nyt AMU-kursus, som er med til at dække kompetencebehovet inden for prompting af AI’er i industrien. DI og 3F Industri er ansvarlige for udviklingen af kurset.

 

AMU-kurset er med til bringe industriens ufaglærte og faglærte medarbejdere up-to-date ift. AI-teknologien
Pia Maul Andersen, formand for Industriens Fællesudvalg

 

Det nye kursus klæder industriens faglærte og ufaglærte medarbejdere på til at kunne prompte AI’er til forskellige typer opgaver, samt til at bruge strukturerede spørgeteknikker, der giver anvendelige svar, som understøtter opgaverne i en industriproduktion.

 - AMU-kurset er med til bringe industriens ufaglærte og faglærte medarbejdere up-to-date ift. AI-teknologien. Det er en teknologi, der er i rivende udvikling, og derfor er vi glade for, at vi har kunnet udvikle dette kursus, som modsvarer industriens kompetencekrav, lyder det fra Pia Maul Andersen, næstformand for 3F Industri og formand for Industriens Fællesudvalg.

Udover de konkrete nye kompetencer vil kursusdeltagere også få viden om, hvad de mest brugte AI promptingværktøjer i industrien er, samt hvordan AI bruges ansvarligt.

- Alle industrivirksomheder kan få et vigtigt løft i forhold til at implementere AI i produktionen på en hensigtsmæssig måde med dette kursus. Det styrker de digitale kompetencer i virksomhederne, hvilket forbedrer og effektiviserer produktionen og dermed industrivirksomhedernes konkurrencekraft, siger Christine Bernt Henriksen, chefkonsulent i DI og næstformand for Industriens Fællesudvalg.

’Brug af AI prompting i industrien’ er udviklet af 3F Industri og DI i Industriens Fællesudvalg i samarbejde med AMU Syd.

 

Praktisk om kurset

Find kurset og tilmelding her

Kurset varer en dag og erhvervsskoler over hele landet kan udbyde det. Det kan gennemføres på skolen eller på virksomheden.

Deltagerbetaling er kr. 214 per deltager og der ydes VEU-godtgørelse svarende til højeste dagpengesats på 974 per deltager.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Ida Rode Hansen

Uddannelseskonsulent

Telefon

33 77 91 38

Mobil

30 31 67 68

E-mail

irh@iu.dk