Nikolaj Nymark Pedersen - Entreprenørmaskinmekaniker
14 september 2026

Nikolajs passion for maskiner har fået ham hele vejen til verdensmesterskaberne

20-årige Nikolaj fra Frederikshavn er vokset op med skovmaskiner, som både hans far og storebror er beskæftiget med. Interessen for de store maskiner bringer ham nu hele vejen til WorldSkills i Shanghai, hvor han stiller op i kategorien Heavy Vehicle Technology.

Fotokredit: Lasse Skov - SkillsDenmark 

Navn: Nikolaj Nymark Pedersen 
Alder: 20 år 
Hjemby: Glesborg 
Fag: Entreprenørmaskinmekaniker 
Skole: HEG 
Virksomhed: Skovteknik.dk 

Du vandt DM i Skills og blev udtaget til WorldSkills. Hvordan var det forløb? 

 - Jeg havde ikke trænet op, for planen var faktisk, at jeg ikke skulle deltage. Jeg vidste ikke rigtig, hvad det gik ud på, men min lærer syntes, det var en god ide. Og det gik jo meget godt. Jeg har ikke fortrudt det. Det var en fed oplevelse og en god måde at blive bedre til sit fag på.  

Hvad betyder det for dig at skulle repræsentere Danmark ved WorldSkills? 

- Det er fantastisk og en fed oplevelse at få. Jeg tror ikke, jeg helt forstår, at det er det, jeg skal. Men det er fedt at vise sit fag frem og forhåbentlig gøre det så godt som muligt.  

Hvad fik dig til at vælge entreprenørmaskinemekanikeruddannelsen? 

- Min far er skoventreprenør. Så han kører de maskiner, jeg kan lave. Jeg har en storebror, der også har valgt uddannelsen, så man kan godt sige, at jeg er blevet præget med maskiner igennem min opvækst.  

Hvad er det ved faget, du godt kan lide? 

- Jeg har en stor passion for maskinerne. Mine favoritter er skovmaskiner, som er dem jeg primært skruer i hver dag. Dem bruger man til at fælde træerne med og til at køre træet ud med. På min læreplads har vi 200 maskiner ude at køre, som vi servicerer. Værkstedet er i Randers, men vi laver maskiner i hele landet. Vi er tit ude i skoven for at lave maskinerne. 

Du skal helt til Kina for at dyste i dit fag. Hvordan tror du det bliver? 

- Det bliver noget af en oplevelse. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente. Jeg har hørt, at messecentret, hvor konkurrencerne foregår, er kæmpestor.  

Er der en bestemt opgave eller disciplin, du træner på nu?  

- Nej, for jeg kender ikke opgaven, vi skal op i. Vi ved, at vi skal konkurrere i de tre mærker CAT, Volvo og Liugong, så min træner Carsten og jeg tager ud i de virksomheder, der har de tre mærker. Træningen går så ud på at lære maskinen at kende og lære programmerne de bruger at kende.  

Hvad glæder du dig mest til ved WorldSkills? 

- Jeg glæder mig til hele oplevelsen og til at se hvilke maskiner, der er. Og selvfølgelig også hvordan jeg klarer mig. Det er de bedste i faget, jeg kommer til at møde.  

Drømmer du om en medalje? 

- Selvfølgelig går vi efter det. Vi kan vinde på en god dag. Hvis man har en dårlig dag, vinder man ikke.  

Hvordan bidrager dit fag til den grønne omstilling? 

- Der er en masse miljøkrav, som maskinerne skal overholde. I branchen begynder der at komme elmaskiner frem.  Men skovmaskinerne er ikke kommet på el endnu.  

Nikolajs deltagelse i WorldSkills er støttet af Dansk Industri og Dansk Metal gennem Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI). 

Kontakt os gerne og hør nærmere

Ole Grell

Projektkonsulent

Mobil

23 35 60 75

E-mail

ohg@iu.dk