Animationstekniker
09 juli 2026

Virksomheder efterspørger særlige kompetencer: Nu skifter uddannelse navn til animationstekniker

Virksomhederne efterspørger i stigende grad specialiserede kompetencer indenfor animation, AI og visualisering frem for personer, der kan lidt af hvert. Derfor skifter digital media-uddannelsen, som i sin nuværende form blev oprettet i 2007, fra august 2026 navn til animationstekniker og får mere fokus på animation.

Fra 1. august 2026 skifter den nuværende digital media-uddannelse navn til animationstekniker. Samtidig nedlægges uddannelsens to nuværende specialer. Ændringen sker på baggrund af en analyse fra 2025 og en løbende dialog med branchen, som peger på, at virksomhederne i stigende grad efterspørger specialiserede kompetencer.

Analysen viser blandt andet, at virksomhederne har behov for medarbejdere med stærkere kompetencer inden for animation, AI og visualisering. Samtidig peger den på, at integratorspecialet i sin nuværende form ikke i tilstrækkelig grad matcher virksomhedernes behov. Derfor anbefaler analysen, at integratorspecialet nedlægges, mens animation styrkes og videreudvikles som en selvstændig faglig retning.

Den opdaterede uddannelse skal give lærlingene en tydeligere faglig profil og bedre forberede dem på de opgaver, de møder i virksomhederne. Animation og visualisering spiller en stadig større rolle i både film, spil, reklamer og digital formidling, og behovet for medarbejdere, der kan omsætte komplekse budskaber til visuelle fortællinger, er voksende.

Samtidig får lærlingene erfaring med at anvende AI i animationsarbejdet. Teknologien bliver i stigende grad en del af branchens arbejdsprocesser, og den nye uddannelse skal ruste lærlingene til at bruge AI som et aktivt værktøj i deres fag.

Uddannelsen skal følge udviklingen i virksomhederne

For virksomhederne er det vigtigt, at uddannelsen følger udviklingen og understøtter de kompetencer, der er brug for i dag. Branchen oplever, at animation anvendes til stadig flere formål, hvilket skaber et øget behov for specialister. Derfor styrkes uddannelsens fokus på både animation, visualisering og nye digitale teknologier som AI, VR og AR.

- Med den nye uddannelse får virksomhederne et bedre udgangspunkt for at tage lærlinge ind og give dem kompetencer, der er relevante for de opgaver, de løser i dag. Der er en rivende udvikling i gang ift. animation, motion-graphics, Virtual Reality mv., hvor AI spiller en eksplosivt stigende rolle, men hvor det samtidig bliver stadig mere vigtigt at have dygtige digitale håndværkere, der kan følge med teknologiudviklingen og kvalitetstjekke resultaterne, siger Anja Trier Wang, formand for Det Faglige Udvalg for Digital Media og seniorchefkonsulent i DI.

Stærkere fagligt fundament for lærlingene

For lærlingene skal den nye uddannelse give et stærkere fagligt fundament og en tydeligere faglig retning.

– Den nye uddannelse skal give lærlingene et mere solidt og tidssvarende fagligt fundament. Det er vigtigt, at de kompetencer, de lærer, også er dem, virksomhederne i branchen efterspørger. Samtidig er det positivt, at lærlingene får erfaring med at bruge AI i animationsarbejdet, så deres kompetencer følger med den digitale udvikling, siger Erling Jensen, næstformand for Det Faglige Udvalg for Digital Media og forbundssekretær i Dansk Metal.

Ændringen skal samtidig være med til at gøre uddannelsen mere relevant og attraktiv for dem, der vælger den.

– Med den nye retning får lærlingene en uddannelse, der ligger tættere på de job og opgaver, de møder i branchen. Det giver dem et bedre grundlag for at udvikle sig fagligt og finde deres plads i virksomhederne, siger Tina Holm Møller, medlem af Det Faglige Udvalg for Digital Media og repræsentant for HK.

Ændringerne træder i kraft den 1. august 2026.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Alexander Haslund Brøndsholm

Uddannelseskonsulent

Telefon

33 77 91 62

Mobil

21 89 41 72

E-mail

abj@iu.dk