FP24 18767 0479 PR
02 juli 2025

Signe er hjemvendt fra oplæring hos Lockheed Martin i USA: - En oplevelse for livet

27-årige Signe Elsberg Martinek har netop afsluttet et seks ugers ophold hos den amerikanske flygigant Lockheed Martin, og det har sat tydelige spor både fagligt og personligt. Gæstfriheden og en helt særlig gestus har gjort et kæmpe indtryk på hende.

Søndag aften forrige uge landede Signe i Danmark efter seks begivenhedsrige uger i Texas, hvor hun sammen med tre andre danske industriteknikerlærlinge fik et unikt indblik i arbejdet hos Lockheed Martin, der er en af verdens største forsvarsvirksomheder. 

- Jeg føler mig meget beæret over, at jeg blev udvalgt til at komme med, siger Signe Elsberg Martinek, der til daglig er i lære som industritekniker hos Unika Danmark A/S, der ligger i Ans. 

- Det har været en oplevelse for livet, tilføjer hun. 

Fik styrket sin drøm

Før Signe valgte uddannelsen til industritekniker, havde hun overvejet både personvognsmekaniker og flytekniker på grund af en stor drøm om at komme til at lave motordele til fly eller biler. Og den drøm blev ikke mindre af at se det hele meget tæt på.

- Det er virkelig interessant at se så store motorer helt ”up close”. Det gav mig nogle ideer til, hvordan jeg kan nå mine fremtidige mål om at arbejde med fremstilling af motordele. Der er så mange muligheder med industriteknikeruddannelsen, og jeg kunne sagtens se mig selv bo i Texas, siger hun. 

FP24 18767 0502 PR

Signe Elsberg Martinek Foto: Lockheed Martin

Nye venskaber i Texas

Det var ikke kun de store produktionshaller og enorme flymotorer, der gjorde indtryk på Signe. Den varme velkomst, de modtog fra de lokale, gjorde også indtryk på hende. 

- Folk var utroligt imødekommende og venlige. En lille gruppe af ansatte på Lockheed Martin havde meldt sig til at hjælpe os. De tog os med til sociale arrangementer og viste os rundt både på og uden for fabrikken, fortæller Signe Elsberg Martinek, der nævner intromiddag, besøg i en forlystelsespark, tur til nationalparken Hot Springs i nabostaten Arkansas og baseballkamp blandt flere ting, de fire lærlinge blev inviteret med til. 

Selvom Signe knyttede nye bekendtskaber på den anden side af Atlanten, savnede hun kvindeligt selskab i firmandgruppen, der bestod af hende og tre mænd. 

- Jeg hyggede mig med de tre andre, men jeg savnede, at der var flere kvinder. Jeg håber at kunne være med til at vise andre kvinder, at industritekniker også er noget for dem, så der kan komme flere kvinder afsted en anden gang, siger Signe Elsberg Martinek, der er godt halvvejs i sin uddannelse som industritekniker. 

Foruden de sociale relationer har opholdet har også givet anledning til refleksioner over fagligheden, som de danske lærlinge har med hjemmefra, fortæller den 27-årige lærling. 

- Jeg kunne godt mærke, at vi som industriteknikere i Danmark bliver mere selvstændige hurtigt. Mange af operatørerne derovre laver ikke selv programmerne. De følger en snæver opgavefordeling, og hvis én del af kæden fejler, går hele linjen i stå, siger Signe og tilføjer: 

- Det var meget interessant at få indblik i. Men én ting er sikkert - det de ved, og det de kan, er de gode til. 

FP24 18767 0491 PR

Mathias Bak Henriksen, Signe Elsberg Martinek, Simon Lykke Andersen og Jacob Bernth Nielsen Foto: Lockheed Martin

Et stort øjeblik

Et af de helt store øjeblikke i løbet af de seks ugers ophold var, da fire danske lærlinge fik lov til at skrive deres navne på Danmarks 24. F-35-fly og senere se de fire nyeste fly tage af sted fra Lockheed Martins egen landingsbane. 

- Vi stod så tæt på, at vi kunne vinke til piloterne. Det er sådan noget, kun de færreste danskere får lov til at opleve, siger Signe. 

Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) søsatte projektet med at udstationere danske industriteknikerlærlinge hos Lockheed Martin helt tilbage i 2018. At projektet stadig lever efter så mange år, skyldes et tæt samarbejde mellem Dansk Industri, Dansk Metal, den danske virksomhed Multicut og Lockheed Martin. 

Kontakt os gerne og hør nærmere

Stephanie Fasen

Juridisk direktionskonsulent, cand.jur.

Telefon

33 77 91 13

Mobil

31 31 66 58

E-mail

sfa@iu.dk