I mangler ikke et nyt password. I mangler en cyberlærling.
Svært ved at finde cyberspecialister? Så skab dem!
Det er nogle af budskaberne i en ny kampagne, der skal få flere virksomheder til at tage en cyberlærling. En cyberlærling er en lærling fra det nye cybersikkerhedsspeciale på uddannelsen til datatekniker, hvor man bl.a. lærer at forebygge cyberangreb og sikkerhedsbrud – og at håndtere dem, hvis de alligevel sker.
Kampagnen skal samtidig øge kendskabet til det nye speciale og synliggøre det som en del af løsningen på de stigende udfordringer med cybersikkerhed.
Mangel på lærepladser – og på it-medarbejdere
Cybertruslen stiger, og cyberangreb optager jævnligt nyhedsfladen. Samtidig lyder det igen og igen fra organisationer og virksomheder, at det er vanskeligt at rekruttere it-medarbejdere, der kan imødegå truslen om cyberangreb. Alligevel er der mangel på lærepladser til lærlinge fra datateknikeruddannelsen, som netop kan være med til at styrke cybersikkerheden.
- Det er et paradoks, at vi både mangler it-lærepladser og it-medarbejdere. Løsningen ligger ligefor: Tag en lærling, og skab selv den cyberspecialist, I mangler. Det lyder simpelt, men vi er oppe imod, at det oftest er videregående uddannelser, vi hører om, når cybersikkerhed og uddannelser er i medierne. Der er brug for en samtale om, at it-uddannelser også er erhvervsuddannelser. Derfor er kampagnen så vigtig, siger Anne Fløe, formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) og chef for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser i Dansk Industri.
Hun peger dermed på, hvorfor kampagnen ikke kun er målrettet organisationer og virksomheder, der kan uddanne cyberlærlinge, men også den brede offentlighed og det politiske system, som også har en vigtig rolle i samtalen.
Peter Faber, næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) og forbundssekretær i Dansk Metal, bakker op om budskabet:
- Erhvervsuddannelserne er også en vej til at blive cyberspecialist. Det har lærlingene fået øje på. Det samme har de organisationer og virksomheder, der allerede har cyberlærlinge, og de oplever, at lærlingene gør en konkret forskel for cybersikkerheden allerede tidligt i deres uddannelse. Nu skal vi have endnu flere virksomheder med. Det er ikke bare en god mulighed for lærlingene og virksomhederne – det er nødvendigt for samfundet.
Mød jeres nye cyberlærling på LinkedIn
Kampagnen går i luften i uge 46 og vil være synlig på LinkedIn og på digitale bannere.
Som en del af kampagnen er der oprettet en LinkedIn-gruppe, hvor virksomheder og cyberlærlinge kan finde og kontakte hinanden. Gruppen skal gøre det lettere for virksomheder at finde deres næste cyberlærling – og for lærlingene at finde en læreplads.
Kampagnen er finansieret af midler fra ’Trepartsaftale om flere lærepladser og entydigt
ansvar’.
Topbillede: Colourbox
Datatekniker med speciale i cybersikkerhed
- Uddannelsen er et nyt speciale under data- og kommunikationsuddannelsen, hvor man lærer at beskytte it-systemer mod cyberangreb.
- Uddannelsen er en erhvervsuddannelse. Det betyder, at en stor del af uddannelsen finder sted i en oplæringsvirksomhed.
- Uddannelsen tager 4,5 år, heraf er der 55 skoleuger. Tager man uddannelsen med eux, varer den 5 år. Er man fyldt 25 år, kan varigheden være kortere.
- Uddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb, hvor man specialiserer sig i cybersikkerhed.
- Grundforløbet udbydes 20 forskellige steder i landet. Hovedforløbet otte forskellige steder: TEC Ballerup, ZBC Ringsted, Syddansk Erhvervsskole i Odense og Vejle, Herningsholm Erhvervsskole i Ikast, Aarhus Tech, Mercantec i Viborg og Techcollege i Aalborg.
Sådan får din virksomhed en cyberlærling
1. Din virksomhed skal godkendes som oplæringsvirksomhed. Ansøg her
2. Find en lærling. På lærepladsen.dk kan din virksomhed få overblik over elever, der søger en læreplads, og tage direkte kontakt eller oprette et stillingsopslag. I den nye LinkedIn-gruppe kan I også finde og kontakte cyberlærlinge.
3. Din virksomhed og lærlingen skal lave en skriftlig uddannelsesaftale. Aftalen fungerer som en ansættelseskontrakt. Læs mere her
4. Din virksomhed og erhvervsskolen skal lave en uddannelsesplan. Den beskriver, hvad lærlingen skal lære i hhv. virksomheden og på skolen. Læs mere her