Topbiledde Konferecne
07 november 2023

Analyse: Den grønne omstilling kræver 195.000 ekstra årsværk i industrien frem mod 2035

Den grønne omstilling kræver sine medarbejdere. Der er brug for 195.000 årsværk i industrien frem mod 2035, hvis Danmark skal nå sine klimaplaner. Ingeniørvirksomheden Cowi offentliggjorde tallene på konferencen ”Hvordan får vi flere medarbejdere i industrien til den grønne omstilling?”.

Fremrykkede klimamål og flere grønne ambitioner betyder, at behovet for kvalificeret arbejdskraft stiger – og det stiger drastisk.

Der skal nemlig bruges 15.000 fuldtidsmedarbejdere i industrien hvert år frem til 2035, hvis industrien skal kunne følge med den efterspørgsel, der følger med den grønne omstilling. Det viser en opdateret analyse, som ingeniørvirksomheden Cowi fremlagde ved en konference i Dansk Arkitekturcenter tirsdag den 7. november.

Se rapporten ved at trykke på billedet herunder. 

cowi rapport billede med kant

Konference sætter fokus på rekrutteringsproblem

Tirsdag den 7. november var repræsentanter fra Dansk Industri, Dansk Metal, 3F og branchefolk og erhvervsuddannelsesordførere samlet til en konference i Dansk Arkitekturcenter for at drøfte udfordringerne med at sikre nok arbejdskraft til at komme i mål med investeringerne i den grønne omstilling.

For hvem er det, der skal sikre transformationen af elnettet til nye energiformer? Hvem skal svejse rørene på de nye fjernvarmeværker, og hvem skal lave havvindmøllerne, der udgør størstedelen af planerne i den grønne omstilling?

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye indledte konferencen med en tale, hvor han bl.a. kom ind på, at uddannelsesvalget skal gøres bredere for de unge.

- Paletten med valgmuligheder er nødt til at stå tindrende klart, når man sidder og taler med sine forældre om mulighederne for at vælge uddannelse. Vi er nødt til at prøve at ændre uddannelsessystemet i stedet for prøve at ændre de unge, når de i stor stil vælger gymnasiet, sagde ministeren. 

Herefter præsenterede Nikolaj Kirkskov, project manager fra COWI, analysen Beskæftigelseseffekter af investeringerne i den grønne omstilling i industrien 2023-2035, som endnu engang gjorde det soleklart, at der er behov for en samlet indsats for at skaffe medarbejdere nok til at løse de mange opgaver, der følger i slipstrømmen på investeringerne i den grønne omstilling.

Scenen var herefter sat for en paneldebat med topfolk fra en række organisationer. Det var Kim Graugaard, Viceadm. direktør i DI, Claus Jensen, formand for Dansk Metal, Mads Andersen, formand for 3F Industri, Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne, Thomas Skriver Jensen erhvervsuddannelsesordfører for S og Nick Zimmermann erhvervsuddannelsesordfører for DF.

Se konferencen i fuld længde ved at klikke på billedet herunder. 

Skærmbillede af konferencevideo

Debatten, der kan ses i fuld længde ved at klikke på billedet herover, kastede mange forskellige perspektiver af sig, og rundede bl.a. udstyret på skolerne, som, især på industriens uddannelser, er meget udstyrstunge. I panelet var der ikke enighed om, hvor grelt det egentlig står til. Et andet tema var det sociale liv på erhvervsuddannelserne, som adskiller sig fra ungdomslivet på gymnasierne. AMU-systemet blev også drøftet, hvor flere efterlyste yderligere ressourcer til et system, der spiller en vigtig rolle i opkvalificeringen af industriens ansatte. 

Se citater fra debatten på det sociale medie X under vores profil @IndustriensUdd.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Thea Wanning

Afdelingschef

Telefon

33 77 91 80

Mobil

51 60 00 75

E-mail

twa@iu.dk