Uge 4 Personvognsmekaniker
27 januar 2023

Fra mode til motorer – personvognsmekaniker Morten er klar til DM

Morten skiftede herremode ud med motorer. Efter seks gode år i butik fandt Morten sit drømmefag på et værksted i Albertslund og elsker i dag sin arbejdsdag som personvognsmekaniker. D. 2. – 4. februar skal han dyste om titlen som Danmarks bedste personvognsmekaniker.

Navn: Morten Just Kyvsgård

Uddannelse: Personvognsmekaniker,

Skole: Roskilde Tekniske Skole

Hjemby: Albertslund

Alder: 24

Virksomhed: P. Christensen

Hvorfor har du valgt personvognsmekanikeruddannelsen?

- Jeg er oprindeligt uddannet salgsassistent inden for tekstilbranchen men efter at have været i faget i seks år, drømte jeg om et mere fysisk arbejde. Gerne et jeg kunne kombinere med muligheden for at nørde fysik, matematik og elektronik. Det lyder måske som en skæv kombination, men jeg fik det hele på mekanikeruddannelsen.

- Jeg synes, mekanikeruddannelsen kan det hele – både i forhold til den tekniske forståelse, den fysiske arbejdsdag, og så er det en fed branche at være i. - Morten Just Kyvsgård

Kunne uddannelsen så leve op til dine forventninger?

- Ja. Til dagligt får jeg mulighed for at arbejde med elektronik i forhold til at forstå teknikken og mekanikken bag motoren og styretøjet.  Jeg bruger geometri i udregningen af et styretøj, og jeg har fx med fysik at gøre, når jeg arbejder med en bils begrænsninger – og også kemi for den sags skyld, når jeg skal tage højde for, hvordan forskellige væsker reagerer med forskellige materialer.

- Jeg synes, mekanikeruddannelsen kan det hele – både i forhold til den tekniske forståelse, den fysiske arbejdsdag, og så er det en fed branche at være i.

Hvad er det bedste ved dit fag?

Jeg elsker, at jeg nogle dage bare kan få lov til at arbejde igennem  på en bil og andre dage kan sidde og nørde fabriksskrifter . Og så er det fedt at arbejde i en så innovativ branche. Der sker noget nyt hele tiden, og vi får mulighed for at arbejde med den nyeste teknologi på værkstedet. Da jeg startede i praktik, her hvor jeg er nu, vidste jeg bare, at det var det, jeg skulle.

Hvordan er du blevet så god til dit fag, at du nu har kvalificeret dig til DM?

- Det ved jeg ikke. Jeg har passet min skole og mit arbejde. Og så tror jeg også, at det betyder noget, at jeg startede med at have en god svend og hurtigt fik lov til at arbejde relativt selvstændigt. Det har gjort, at jeg har fundet en ro og en glæde i mit fag, og når man har det, tror jeg, man bliver god, til det man laver.

Hvordan bidrager dit fag til den grønne omstilling?

- Udover at den gode mekaniker sørger for at forlænge levetiden på bilerne, så er vi afgørende i forhold til at udvikle og vedligeholde hele el-bilområdet. Branchen er i konstant udvikling, og jeg arbejder selv dagligt med el-biler.

Hvad drømmer du om at lave om 10 år?

- Jeg er sikker på, at jeg stadig er i autobranchen. Og så håber jeg, at jeg er rigtig god, til det jeg laver. 

Foto: Roskilde Tekniske Skole

Kontakt os gerne og hør nærmere